Er gaver kun til jul? Hvornår er noget en gave? Må man bytte?

En gave, som alle har fået, og som ikke kan byttes, er livet. Ja, det er jul, så hvis ikke, man må svinge sig ud i de store tanker, hvornår så?

Har du pakket din op?

Så længe jeg kan huske, har jeg interesseret mig for, hvad meningen med livet egentlig er. Været opmærksom på at det – for mig – handler om at være glad. At der er en mening, med det, man gør – for én selv, vel at mærke. At finde sin vej. Den, der er den rigtige – for én selv.

Jeg er i gang med min udstilling You know you want it. Og jo længere, jeg har arbejdet med den, jo mere går det op for mig, at det er lige præcis den tematik, der optager mig. Og som værkerne kredser om, og som udstillingen kommer til at handle om. Min tese er, at vi alle gerne vil være lykkelige. Leve et godt liv. Men hvordan går vi det? Dét er der mange forskellige svar på og mange veje til.

Udstillingen tager fat i 10 bud på en vej til lykken. Nogle af de veje, der synes at være blandt de mest gængse. Hvert bud har sin egen zone på udstillingen, hvor netop dét bud bliver undersøgt. De 10 zoner er lige fra tanken om, at man kan købe sig til lykken, over berømmelse og penge til kærlighed, mental klarhed og anerkendelse. Med andre ord kommer vi godt rundt.

Udstillingen er fuld af referencer til popkultur og forførende reklamesprog og til vores moderne dagligdag i det hele taget – fx er værkerne i “penge-zonen” baseret på sangtekster.

De 10 zoner byder på alt fra (dating-)video, skulptur, modificeret ready-made til de mere traditionelle medier som maleri, fotografi og broderi. Værkernes titler spænder fra Golddigger og Bollerum og This is great stuff til Sahasrara til My head in the clouds I-III.

Ud over de 10 zoner rummer udstillingen en væg, hvor du kan komme med dit eget bud, hvis du har lyst. Og endelig er der mulighed for at “exit through the gift shop, hvor man naturligvis kan købe sig til lykken :-)

Link til invitation på facebook, klik her.

 

Ignatius.dk
7. – 22. januar 2017
Åbent fredage kl. 17-20 og lørdag-søndage kl. 14-17
Fernisering lørdag d. 7. januar kl. 14-17 – alle er velkomne, sæt kryds i kalenderen!