Mandag aften i tusmørke og råkulde kørte vi til Frederikssund for at hente bogstaverne til den nye kompliment.

Jeg var på en eller anden mærkelig måde svært tilfreds med at se, at den kom kørende på en gaffeltruck! Så begynder det alligevel at blive stort …

Det viste sig, at producenten havde været flink og havde produceret bogstaverne en anelse større end aftalt. Målene var ellers bestemt efter, hvad der kunne være i bilen … men til alt helt viser det sig, at store stykker af 1 mm rustfrit stål faktisk godt kan bøjes lidt.

Tirsdag kl. 10 var de læsset af ved hegnet ved Frederiksberg station – i et inferno af fodgængere og cyklister. Den gode hegnsmester Kristoffer kom med sikkerhedsvest til mig, skilte og afspærring, så vi kunne montere i relativ sikkerhed. Til alt held havde han også engageret ekstra kræfter til opsætningen. Det er faktisk ikke helt så let at bakse rundt med bogstaver, der er 2 meter høje og 1 meter brede. Men det lykkedes, og det er blevet godt, synes jeg. Det er altid spændende at se, om det færdige resultat ligner den idé, man har haft i hovedet. Det ligner!

I dag er det så fredag, og kl. 16-17 holder vi den officielle åbning.

Programmet er, at jeg fortæller lidt om projektet, og derefter holder Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj en tale og åbner værket officielt.

Café Metropolitain, som ligger lige ved siden af hegnet, byder på smagsprøver af deres portvinsgløgg. Hvis sandheden skal frem, prøvesmagte jeg den tirsdag efter ophængningen … det skal man nok ikke gøre på tom mave (note to self), og man skal i hvert fald ikke køre bagefter!

Jeg er glad og taknemmelig for, at jeg har fået mulighed for at realisere endnu et kompliment-projekt i byrummet. Og rigtig glad for – og lidt stolt af – den modtagelse, det allerede har fået. Tak!

Og lad os så få delt nogle komplimenter ud i denne verden.