Det bliver jeg ikke så sjældent spurgt om, når folk ser mine SPAM-broderier. Mange tror, at det er lavet på maskine. Eller at jeg måske har sendt det til Kina og fået det produceret dér.

Men nej. Jeg har selv broderet det. I hånden.

For mig er det en vigtig del af værket. I gamle dage blev disse ‘broderede skriftsteder’ netop broderet i hånden og var ‘en kvindelig syssel’. Der er en naturlig langsommelighed over broderiet, og der er en alvor og en ophøjethed over teksten.

I mine SPAM-broderier gengiver jeg overskrifter fra SPAM-emails, som jeg selv har fået. Jeg er tro mod teksten, ligesom de oprindelige broderier, men teksten fra min nål er naturligvis en anden.

Da SPAM-broderierne blev udstillet første gang – på Lemvig Museum i 2010 – skrev museumsleder Mette Lund Andersen i kataloget:

Udstillingen LoveMePlease genopliver på sin vis traditionen med de gamle broderede skriftsteder, men gør dem samtidigt højst nutidige. Kit Kjølhede har ladet sig inspirere af udtrykket i de gamle broderede skriftsteder til at sy en række moderne broderier. Umiddelbart ligner de nye broderier fuldstændigt de gamle – kunstfærdige bogstaver sirligt broderet med gylden tråd på sort stof – men et nærmere eftersyn byder på en overraskelse. Teksterne rummer nemlig ikke, som ved de traditionelle broderier, et religiøst budskab, men derimod udvalgte overskrifter fra e-mail spam, som kunstneren selv har modtaget. En kombination, der med tekster som “Enjoy it”, “LoveMePlease” og “Urgent reply”, undersøger såvel sit traditionstunge broderede ophav som nutidens kommunikationshastighed og informationsoverflod.”

Klik her for at se en video, der viser processen til “Unsatisfactory lovemaking is in the past” – et værk, der blev broderet til udstillingen D I M E N S I O N i Rundetaarn i oktober 2016.